Timevis af sjov i en børnevenlig have

Timevis af sjov i en børnevenlig have

Noget af det Brian og jeg gerne vil lære Dianna, er vigtigheden af masser af sjove minder fremfor blot en masse legetøj. Jeg har altid håbet at vores hus og have ville være dér ikke kun vores børn skulle samles men også gerne være midtpunkt for vores venner og ungernes venner. Nu er Dianna ved at nå den alder, hvor vi snart skal planlægge legeaftaler og så skal haven jo være klar!

Sommeren er jo godt på vej, så vi bliver nødt til at være sikker på at haven er fuld af ting der kan give udendørs underholdning og aktivitet i flere timer. Vores have er et “ongoing” projekt, men der er fyldt med små hygge områder til ungerne.

Og vores egen lille trold beskriver haven som “Fantalastisk!”, så er den da vidst godt på vej!

 

Udendørs ideer til sommerleg

Vi brainstormede have-ideer og her er nogle af de tanker vi havde:

  1. Aktiviteter og udstyr skal opfordre til aktiv udendørs leg og kreativitet.
  2. Ideelt skal enhver aktivitet og legeudstyr også hjælpe til at udvikle motorik, balance eller styrke.
  3. Spil skal spilles som familie eller en gruppe af venner.
  4. Et hvert køb af udstyr skal give flere timer af sjov pr. kr.

Vi fandt mange sjove have ideer der dækkede de 4 punkter, og vores Fantalastiske have er på tegnebrættet!

Have ideer: Udstyr til leg

Nogle af de sjoveste ting i livet er gratis – men noget vel-valgt udstyr kan gøre haven endnu sjovere. Her er et par ideer til hvad man kan købe til haven, der giver timevis af sjov!

Trampolin

Diannas højeste ønske for tiden er en trampolin. Og selvom trampoliner er kendt for at være lidt farlige (især uden net), så er der masser af fordele ved at ungerne springer rundt; det øger lymfestrømme og styrker muskler og knogler. Jeg har mit øje efter denne:  BERG champion 330 trampolin.

Det virker som en form for motion, hvor man egentlig slet ikke føler man motionerer…. lige min slags!

Dianna hopper på trampolin

Gå på line

Slackline balancesæt er noget andet vi kigger på. Det hjælper med at styrke balancen og tålmodigheden 😉 Faktisk er det god øvelse selv for mig! I starten hjælper man med at holde hånd og med øvelse kan de gå længere og længere uden at holde.

Og hvis du kan lide det – så kan man opgradere til Ninjaline – som er til lidt ældre børn. Det er inspireret af programmet: “American Ninja Warrior” og er en hænge-line med diverse hængende udfordringer. Helt ærligt – det vil jeg slet ikke kunne; men det kunne være sjovt at udfordre Brian og hans kammerater! hehehehe

Legehus

Vi var ret hurtige enige om at Dianna skulle have et legehus i haven. Et sted at samle hendes udendørs legetøj og muligheden for at spise en madpakke i haven, selvom det regner.

Og så ligner det bamses hus – endnu bedre!
Dianna i legehuset

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi var rigtig heldige og fik købt legehuset af en kollega, der skulle flytte og fik det til en billig pris. Det er med til at gøre, at Dianna ELSKER at lege i haven og selv kan lege i timevis derude. (mens mor nyder solen og en is-kaffe!)

 

Gyngestativ

Som man også kan se på billedet foroven, så har vi også investeret i et gyngestativ med rutschebane. Og her går der også mange timer med sjov! Især efter vi har købt en sansegynge!

Dianna og Tobias gynger

Hængekøje

Denne er på Mors ønskeseddel 😉 En lækker hængekøje man kan slappe af i og nyde en lille morfar i ny og næ. Da vi ikke har nogen træer, så må man enten til at sætte pæle op eller have fat i sådan én her, der kan stå selv. Jeg ved ikke helt hvad jeg foretrækker. Nogen gode erfaringer derude?

Svævebane

Nogle af vores gode venner, har fået lavet en svævebane i haven. Og Dianna er slet ikke gammel endnu til at få glæde af det – men for dælen det ser sjovt ud! Og umiddelbart virker det ikke svært at sætte op – men man skal selvfølgelig have pladsen til det. Det kunne måske være sjovt at starte den fra Gyngestativet af og videre igennem haven.

Mini drivhus

Brian fandt et gratis mini drivhus via Facebook og i år prøver han og Dianna at dyrke rød peber, tomater, agurker og chili. Det er måske ikke lige den første aktivitet man tænker på, når man taler “havesjov”, men det kan også give timevis af god underholdning. Først skal man udvælge planterne, grave i jorden og plante minidrivhuset til og så skal man jo også huske at vande, så de vokser sig store og lækre! Jeg glæder mig til at se hvad det bringer… måske vi skal udvide sortimentet til næste år.

Hvad har I andre plantet sammen med jeres børn?

Sand-og evt. vandkasse

Vi har en sandkasse og Dianna bager utalligvis af sandkager og bygger sandslotte. Vi har den klassiske model – men faktisk ville jeg ønske at vi havde investeret i en der var lidt større, da legetøjet hurtigt fylder sandkassen op. Og så er vores lille trold bare en vand-elsker! Hvis der er vand at finde i haven, så er det dér hun er.

Dianna leger i sandkassen

Skulle vi ud og investere i sand/vand kasse i dag, så blev det sådan én her. Eller en vandbane hun kunne lege med. Måske man selv kunne bygge én?

 

Sjov i baghaven, spil og sport

Udover det basale udstyr, så kan det også være en god ide at købe lidt udstyr til spil og sport i haven:

  • Kongespil
  • Kroket
  • Badminton –> senere kan samme net bruges til volleyball. ‘
  • Basketball stander (til mindre børn)
  • Sjippetorv
  • Hula-hop ringe
  • Kridt og hinkesten
  • Vandpistoler og -balloner/svampe
  • Kæmpe klodsmajor

Lige det børnene har brug for: Frisk luft og leg udendørs!

En kreativ have kan være sjov og en god måde at få børnene til at tilbringe mere tid udenfor i haven. Men bare rolig, du behøver ikke føle, at du skal genskabe Legoland i baghaven. Det vigtigste er at give ungerne muligheden for lege selvstændigt udenfor og udfordre deres bevægelser og motorik.

Desuden, når børn uundgåeligt siger, “jeg keder mig…”, betyder det ikke at du straks skal aktivere dem. Faktisk er det sundt at kede sig! Forskning viser at kedsomhed er en naturlig del af processen i at være kreativ og faktisk “skubber” os imod den næste STORE gode idé.

Så hjælp børnene med at støtte dem til nye lege… og gerne udenfor! og det er jo et område hvor vi som forældre kan være et godt eksempel. Vi skal også huske at tilbringe mere tid udenfor; gå eller cykel en tur, lege tagfat eller hoppe lidt på trampolinen.

Det vigtigste er at vores unger bruger tiden aktivtit ude i solskinnet (og regnen). Ligegyldigt hvad jeres have indeholder, så vil det være en fordel; de bliver gladere, mere afslappet og sover bedre!

Bare kom an sommer!  Vi er klar i Slangerup.

Hvordan har I indrettet jeres have så den er mere børnevenlig? Del gerne jeres ideer i kommentarfeltet. 

Min signature fra heltnaturligmor.dk



1 thought on “Timevis af sjov i en børnevenlig have”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *